Birgitte Vange er overlæge på Ungdomspsykiatrisk døgnafsnit på Augustenborg Sygehus. Sammen med musikpædagog Marianne Nielsen har hun udviklet et terapeutisk behandlingstilbud til unge, hvor Dialooglekortene anvendes i kombination med musik.

Vi ser dem overalt. Unge med hovedtelefoner i ørerne. De lytter til musik på gaden, i toget, på cyklen. Musik er en katalysator for følelser. Et frirum, hvor man kan blive legende, kreativ og levende. Dette terapeutiske potentiale har børne- og ungdomspsykiater Birgitte Vange udnyttet i et behandlingstilbud til unge med psykiske vanskeligheder som fx ADHD, spiseforstyrrelser, angst og depression. Målet for de unge er udvikling, læring, øget selvværd og inklusion i et fællesskab. Midlet er musik og samtaler om livet og de unges problemer, udfordringer, håb og drømme.

”Kunsten er at få de unge til at tale, og overgangen mellem musik og samtale kan være svær. Mange kan ikke lide at tale i en gruppe. Og det bliver ikke lettere at tale om sine problemer, når man har lavt selvværd og er faldet ud af et socialt fællesskab. Her er det, at Dialooglekortene kan gøre en forskel. De fungerer som en ’dåseåbner’, der får ordene til at flyde lettere,” fortæller Birgitte Vange.

En af de unge medbringer hver gang en sang, som betyder noget for ham eller hende. Efter at have lyttet til sangen beder Birgitte de unge tænke over, hvad musikken minder dem om – og vælge et eller flere Dialooglekort på det.

”En vælger fx en billede af en elefant og et af en strand. Og så er han i gang med at fortælle om, hvordan sangen får ham til at drømme om at rejse til eksotiske lande, se vilde dyr – og måske ride på en elefant. Derefter kan jeg som facilitator spørge ind til hans drøm og inddrage resten af gruppen gennem spørgsmål som Er der andre af jer, som drømmer om noget lignende? og Hvad kan I andre fortælle om de billeder, I har valgt til musikken? Det gælder om at være tilstede og være kreativ og fange de muligheder for samtale, som opstår.

Kunsten er at få de unge til at tale. Billedkortene kan gøre en forskel og fungerer som en ’dåseåbner’, der får ordene til at flyde lettere.

I en anden af Birgittes musik/billedøvelser beder hun de unge vælge et billedkort med en vis kompleksitet og fortælle, hvilke stemninger der er i forskellige dele af billedet – og derefter udtrykke dem med et instrument, en rytme eller med stemmen. Resultatet optages på mobilen, så det kan høres bagefter og danne grundlag for samtale og fordybelse.

Sidst i hver gruppesamtale skal alle deltagere give alle de andre en Post-it seddel, hvorpå de skriver, hvilken udvikling de har lagt mærke til hos den enkelte.

”Det betyder, at alle går hjem med en stak sedler, hvor der fx står Du er blevet meget bedre til at fortælle, Du er blevet vildt god til at spille trommer, eller Det var modigt, at du turde fortælle om din far. Igennem gruppeforløbet bliver det til en stor mængde positive skulderklap, som de unge gemmer på deres opslagstavler derhjemme som et håndgribeligt udtryk for anerkendelse fra jævnaldrende og et socialt fællesskab, som de har fungeret godt i.

En evaluering af terapiforløbet Musik og Udvikling viser, at de unge generelt bliver mere positive med hensyn til deres trivsel, psykiske helbred og selvtillid, og at forløbet har betydning for de unges oplevelse af at være en aktiv del af et socialt fællesskab.