Dan Nix er indehaver af konsulentvirksomheden i impact. Her indvier han os i, hvordan man lærer at argumenterer overbevisende og vinde opbakning til sine synspunkter ved hjælp af Dialoogle.

Du har sikkert bidt mærke i, hvor dygtige nogle politikere er til at argumentere. Uanset om man er enig i politikken eller ej, er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten en af dem, der brænder stærkt igennem. Sådan sikrede hun sit parti et kanonvalg i 2011. Et andet eksempel er USAs præsident Barack Obama, der ien tale til nationen satte dagsordenen “over there”.

For at få godt fat i så mange af os vælgere som muligt, bruger politikerne en argumentationsmetode, som Dan Nix kalder standarddispositionen.

1. En indledning, hvor du præsenterer det emne, du gerne vil tale om.
2. Din påstand, hvor du fremsætter din mening.
3. Dine argumenter for, hvorfor du mener, som du gør.
4. Eksempler, der gør din argumentation levende og overbeviser dine tilhørere.
5. Bearbejdning af indvendinger, som dine tilhørere kan have.
6. Afslutningen, hvor du fører dine argumenter hen til en konklusion, der støtter din påstand.

Uden billedinspiration går man let i stå, og det må ikke ske

”Standarddispositionen er først et effektivt argumentationsværktøj, når den sidder på rygraden som en refleks, man ikke behøver at tænke over. For at træne folk i at kunne reagere på hvad som helst, sætter jeg altid træningen i gang med et tilfældigt Dialoogle-billede, de ikke kender i forvejen. Billeder sætter nemlig folk i stand til at finde et emne at tale om på et øjeblik, og det er vigtigt. Uden billedinspiration går man let i stå, og det må ikke ske,” fortæller Dan Nix.

”Når du har ført din argumentation igennem, er det eksemplerne, dine tilhørere husker. Derfor er det helt afgørende, at dine eksempler skaber fængede billeder i hjernen hos dine tilhørere. I træningen af denne fase kan Dialoogles billeder give inspiration til anderledes og uventede eksempler, der i endnu højere grad overbeviser tilhørerne.”

Man ser ofte, at drevne debattører springer direkte til deres eksempel for derefter at præsentere deres emne og påstande. Den fremgangsmåde bruger politikerne også. For den er effektiv, ikke mindst på TV, hvor taletiden er knap.

Jo mere levende og fængende, jo mere overbevisende vil eksemplerne være. Men de skal holde vand, formaner Dan Nix. Den lektie lærte SFs Villy Søvndahl, da han før valget i 2007 i en partilederrunde på TV kom til at smøre lidt for tykt på sit eksempel til statsminister Lars Løkke og repræsentanterne for den siddende regering. For nu gjaldt det virkelig om at overtale vælgerne til at stemme på hans parti:

”Jeg har været rundt og besøge tyve plejehjem det sidste år. Jeg har ikke fundet ét, hvor der er kommet mere personale, de seks år I har været ved magten.”

Han ved virkelig, hvad han taler om, var vi sikkert mange, der tænkte. Men det passede bare ikke. Og det har vi stadig ikke glemt.