Som tidligere regionalkoordinator for Ulandssekretariatet har Carsten Flint Hunneche arbejdet i Latinamerika, hvor han underviste mayaindianske kvinder i basale menneskerettigheder med Dialoogle som kommunikationsværktøj.

Hvordan kan man hjælpe mennesker til at forstå hinanden og arbejde godt sammen, når de ikke deler sprog, kultur og social baggrund? Den opgave står mange overfor, både ude i verden og herhjemme i skoler, institutioner, klubber, organisationer og virksomheder.

Denne historie viser, hvordan Dialoogle kan skabe forståelse og dialog på tværs af sprog og kulturelle og sociale forskelle.

Som tidligere regionalkoordinator for Ulandssekretariatet har Carsten Flint Hunneche arbejdet i Latinamerika, hvor han bl.a. skulle undervise mayaindianske kvinder i basale menneskerettigheder. Flere havde forsøgt at løse opgaven, men tidligere uddannelsesprojekter var grundstødt.

”Mayaernes livsopfattelse er væsensforskellig fra vores. Pga. langvarig undertrykkelse og diskrimination er de ikke vant til at stille krav eller spørgsmål og at tale uopfordret uden for deres egen kreds. De møder op og lytter, men de taler ikke. Så begynder de at falde fra og kommer ikke længere til undervisningen, havde vi fået at vide. Så jeg vidste, at vi måtte gribe opgaven an på en ny måde,” fortæller Carsten Hunneche.

Med mayaindianernes tradition for mundtlige overleveringer og veludviklede billedsprog var det naturligt at inddrage mine Dialooglekort

”Med mayaindianernes tradition for mundtlige overleveringer og veludviklede billedsprog var det naturligt at inddrage mine Dialooglekort i den dialog, vi gerne ville have i gang. En anden vigtig forudsætning var at gennemføre forløbet på deres eget sprog. Vi ville prøve at få mayakvinderne til at fortælle om sig selv, de formelle og uformelle arbejdsrelationer, de indgik i, og de pligter og rettigheder, de oplevede at have dér, hvor de arbejdede, i hjemmet og som samfundsborgere. Så ville vi få et udgangspunkt for at tale med dem om, hvordan disse pligter og rettigheder stemte overens med de formelt vedtagne.”

En kvinde valgte et billede af en solopgang og fortalte om de tanker, hun gjorde sig, når hun i morgengryet begav sig ud for at hente vand til familien. Hun fortalte, hvordan hun oplevede sine rettigheder knægtet af sin mand, der tit kom fuld hjem og bankede hende og overlod det til hende at sørge for familien og passe markarbejdet. Derfor frygtede hun, at familien aldrig ville få råd til at sende deres børn i skole. Det var tydeligt en lettelse for kvinden at få sat ord på disse følelser og begivenheder.

”Billedkortene blev en kickstarter over al forventning. Med engagement og indleven tegnede alle kvinderne et lysende klart billede af deres hverdag, frygt, glæder, håb og værdier og tog imod hinandens fortællinger med stor respekt og solidaritet, siddende helt stille, ofte med tårerne trillende ned ad kinderne. Dialoogle havde banet vej for en gensidig forståelse og dialog, som var dybere, end vi havde turdet håbe på.”

”Allerede ved starten af det næste møde oplevede vi endnu en stor succes. Ikke blot mødte alle kvinderne  op igen. Flere af dem havde også søstre og veninder med, som de syntes kunne have glæde af at deltage,” fortæller Carsten Hunneche.