Monika Andersen arbejder som mentor i den vestjyske virksomhed z kurs, hvor hun støtter udsatte borgere, der henvises fra kommunale jobcentre for at lære at håndtere deres livssituation og udvikle sig personligt og erhvervsrettet. Til det formål anvender hun Dialoogle.

Monika mødes med borgerne flere gange over en længere periode. Ofte er det folk, som er skrøbelige og har svært ved at tage ansvar, måske på grund af fysiske eller psykiske lidelser, misbrug eller en opvækst præget af svigt. Monika har gode erfaringer med at bruge Dialoogle til at hjælpe disse mennesker med at forstå deres egne følelser og reaktioner og udvikle sig i forhold til egne ønsker og de krav, jobcentrene stiller.

”Jeg bruger fx billedkortene, når jeg arbejder med transaktionsanalyse, som bygger på, at mennesket agerer ud fra tre jeg-tilstande: ophav (samvittighed), voksen (fornuft) og barn (følelser). Er der uligevægt mellem de tre tilstande, kommer det til udtryk i vores personlighed, adfærd, tanker og følelser og forhindrer os i at tage ansvar,” fortæller Monika og giver et eksempel.

”Jeg beder en stresset og opgivende kvinde vælge tre Pocketbilleder, der symboliserede hendes tre jeg-tilstande. Som billede på sit ophav vælger hun et motiv med et flammende bål og fortæller, at hun føler, at forventninger fra venner, familie, jobcenter og hende selv er som en uudslukkelig ild, der truer med at fortære hende. Som symbol på den voksne vælger hun et gitter og fortæller, at hendes fornuft er låst inde og ikke kan komme ud. Og som et billede på barnet vælger hun et motiv med hidsige, udtværede farveklatter som symbol på, hvordan hun har lyst til at udtrykke sig hæmningsløst som et træt barn, der kaster sig skrigende på gulvet i supermarkedet og kræver slik.”

I næste runde beder Monika kvinden om at vælge om tre nye billedkort, der viser, hvordan hun gerne ville have, at hendes tre jeg-tilstande ser ud – hvilket hermed bliver processens mål. Som ophav vælger hun en giraf som symbol på overblik til at holde fast ved sine værdier og normer. Som den voksne vælger hun et anker som symbol på evnen til at stå fast, agere fornuftigt og træffe de rigtige beslutninger. Og som barnet vælger hun et tændt stearinlys som symbol på, at hun igen bliver tændt af sine følelser og lytter til dem.

Jeg bruger billedkortene, når jeg arbejder med transaktionsanalyse, som bygger på, at mennesket agerer ud fra tre jeg-tilstande.

Monika fjerner nu alle andre billedkort, lægger de tre motiver på række under hinanden, og de fotograferes på mobilen. Gennem samtale om billederne når kvinden frem til tre små konkrete ting, som hun kan arbejde med for at øve sig på at sige fra, når venner og familie lægger op til socialt samvær, hun ikke havde overskud til:

• Sætte mobilen på lydløs ind i mellem.
• Downloade billedet af ankeret til sin mobil – symbolet på den voksne, hun gerne ville være – for at blive mindet om det, når mobilen ringer.
• Skaffe sig tid til at overskue situationen ved at udskyde beslutninger og sige, at hun vil tænke over det og ringe tilbage senere.

Efter samtalen printes fotoet af billedrækken ud, så kvinden kan få det med hjem og hænge det på køleskabet for at minde hende om processen.

Da Monika mødtes med kvinden næste gang, var det lykkedes for hende at sige nej fire ud af 10 gange. Det var til at tage og føle på.

”Ved at kigge tilbage på de oprindelige billeder bliver såvel fremskridt som eventuelle tilbagefald tydelige. Og når jeg på vores sidste møde beder borgeren vælge tre nye billeder på jeg-tilstanden, er det altid gladere billeder, der kommer på bordet.”

Til disse følsomme samtaler bruger Monika den samme Dialoogle Edition i både Magnum- og Pocketstørrelse. Det er hendes erfaring, at det opleves mindre overvældende at skulle vælge et lille billede. Inden borgeren begynder at fortælle om sine valg, skifter Monika de små billeder ud med de store Magnumversioner, som er bedre til at holde fortælleren fast og bringe flere nuancer frem, hvilket senere i processen er en stor hjælp både for borgeren og for Monika som mentor.